Hamam – Tyrkisk bad

Mange kender til det tyrkiske bad allerede inden turen går til Tyrkiet. Har du endnu ikke været en tur i tyrkisk bad, så er det uden tvivl en oplevelse, du skal unde dig selv i løbet af ferie – og gerne i løbet af de første feriedage.
“Hamam” er en vigtig del af det religiøse liv i Tyrkiet, men også udenfor religiøse kredse nyder det tyrkiske bad stor popularitet. Et besøg i hamam foregår ved, at du klæder dig om til badetøj/undertøj, inden du vises ind i et lunt dampbad, som er beklædt med marmor. I dampbadet varmes du godt igennem, og du har mulighed for at nyde det afkølende vand fra små kar i rummet. Midt i rummet findes en stor lun marmorplade, hvor du efter et stykke tid lægger dig op. Her sæbes du ind og skrubbes med en grov handske, kaldet en ”kese”. Kombinationen af det bløde sæbeskum og den grove handske fjerner snavs på kroppen i et næsten chokerende omfang. Alle de døde hudceller fjernes, så din hud bliver silkeblød og klar til at tage imod solen. Og da huden er ekstra modtagelig for solen, er det vigtigt at være særligt opmærksom på at huske solcremen. Behandlingen afsluttes med et afkølende brusebad, og vil du forkæles lidt ekstra, tilbyder de fleste hamam også, at du kan tilkøbe en afslappende massage.